Europa-Kommissionen har udpeget jern og stål som prioriterede produktgrupper under forordningen om miljøvenligt design for bæredygtige produkter (ESPR). Selvom der endnu ikke er vedtaget en produktspecifik delegeret retsakt, som fastlægger kravene til digitale produktpas for jern og stål, giver forberedende undersøgelser fra marts 2026 et indblik i, hvordan de kommende krav kan komme til at se ud. Det gælder blandt andet et stålspecifikt forslag, der er udarbejdet som led i Europa-Kommissionens Fælles Forskningscenters (JRC) forberedende arbejde, og som undersøger, hvordan information om industrielle materialer kan registreres, udveksles og tilgås på tværs af komplekse forsyningskæder.
I stedet for udelukkende at fokusere på færdige produkter undersøger forslaget, hvordan produktinformation kan følge materialerne gennem flere led i produktionen og skabe nye muligheder for gennemsigtighed og sporbarhed på tværs af brancher.
Hvorfor stål står centralt i EU’s næste initiativ for digitale produktpas
Stål er et mellemprodukt, hvilket betyder, at materialet anvendes til at fremstille andre produkter frem for nødvendigvis at blive solgt direkte til forbrugerne. En stålproducent kan eksempelvis levere materiale til en bilproducent, som anvender det til at fremstille køretøjskomponenter. Det samme materiale kan også videreforarbejdes til konstruktionselementer i bygninger eller komponenter til industrimaskiner. Når materialerne bevæger sig mellem virksomheder, skal oplysninger om deres oprindelse, sammensætning og miljømæssige egenskaber kunne følge med, hvis virksomheder længere nede i forsyningskæden skal kunne sikre pålidelig sporbarhed.
I dag udveksles en stor del af disse oplysninger gennem eksisterende industridokumentation, herunder materialecertifikater, tekniske specifikationer og miljøvaredeklarationer. Selvom dokumenterne er afgørende for den industrielle drift, er oplysningerne ikke altid tilgængelige i standardiserede, maskinlæsbare formater, der kan overføres direkte mellem forskellige digitale systemer. Digitale produktpas kan være med til at løse denne udfordring ved at gøre relevant produktinformation tilgængelig gennem systemer, der kan udveksle og anvende data på tværs af platforme, og dermed forbedre gennemsigtighed, sporbarhed og informationsudveksling gennem hele værdikæden.
For stålindustrien kan det betyde, at oplysninger, der registreres under produktionen, bliver lettere for virksomheder længere nede i forsyningskæden at tilgå og anvende. Det kan reducere behovet for gentagen manuel dataindsamling og gøre det muligt at forbinde produktinformation på tværs af flere produktionsled.
Hvilke oplysninger kan det digitale produktpas for stål komme til at indeholde?
Europa-Kommissionen har endnu ikke vedtaget de endelige krav til digitale produktpas for jern- og stålprodukter. Undersøgelsen fra marts 2026 om indholdet i digitale produktpas for jern og stål, som er udarbejdet som led i JRC’s tekniske arbejde, identificerer dog flere kategorier af oplysninger, der kan blive omfattet af fremtidige krav.
Disse omfatter produktidentifikation og klassificering, oplysninger om producent og oprindelse, tekniske egenskaber og materialesammensætning samt miljø- og cirkularitetsoplysninger. Afhængigt af de endelige krav kan det eksempelvis omfatte data om stålets sammensætning, produktionssted, miljøpåvirkning, indhold af genanvendte materialer og andre bæredygtighedsrelaterede egenskaber. Undersøgelsen ser desuden på, hvordan oplysningerne kan forbindes med eksisterende systemer til produktidentifikation og industridokumentation, så virksomheder potentielt kan bygge videre på datastrukturer og processer, der allerede anvendes i stålindustrien.
Et centralt spørgsmål er, på hvilket niveau produkterne skal identificeres. Stål fremstilles, forarbejdes og distribueres i forskellige former og mængder, og sporbarhed af en enkelt stålkomponent er derfor ikke nødvendigvis det samme som sporbarhed af et helt produktionsparti fra et stålværk. JRC’s forberedende arbejde undersøger derfor forskellige identifikationsniveauer, herunder produktionspartier og individuelle enheder, for at vurdere, hvordan fremtidige digitale produktpas kan tilpasses eksisterende industrielle processer.
Anbefalingerne skal danne grundlag for den videre lovgivningsproces og må ikke forveksles med juridisk bindende krav. Det endelige anvendelsesområde, de obligatoriske datapunkter og reglerne for produktidentifikation afhænger af den delegerede retsakt, som Europa-Kommissionen senere vedtager.
Fra stålproduktion til bilindustrien
Den potentielle betydning af digitale produktpas for jern og stål rækker langt ud over selve stålproducenterne. Bilproducenter er eksempelvis afhængige af omfattende leverandørnetværk, der leverer tusindvis af forskellige komponenter og materialer. Stål, som anvendes i karrosserier, konstruktioner og mekaniske komponenter, kan passere gennem flere virksomheder, før det når frem til den endelige samling. Det skaber et løbende behov for pålidelige oplysninger om materialets egenskaber, oprindelse og miljøpåvirkning.
Et standardiseret digitalt produktpas kan gøre det lettere at udveksle disse oplysninger. En stålproducent vil eksempelvis kunne stille strukturerede data om materialesammensætning, oprindelse og relevante miljømæssige egenskaber til rådighed, så virksomheder længere nede i forsyningskæden kan anvende dem i deres egen produktdokumentation, indkøbsprocesser eller bæredygtighedsrapportering. I stedet for gentagne gange at skulle indhente de samme oplysninger fra forskellige leverandører kan virksomheder potentielt få adgang til relevante produktdata gennem et mere ensartet og sammenhængende digitalt system.
Det betyder dog ikke, at et fremtidigt digitalt produktpas for stål automatisk vil kunne spore hver enkelt stålkomponent hele vejen frem til et færdigt køretøj. Graden af sporbarhed, de obligatoriske oplysninger og reglerne for adgang til data afhænger fortsat af den endelige lovgivning. Ikke desto mindre peger udviklingen i en tydelig retning: Produktinformation bliver i stigende grad relevant, ikke kun for den virksomhed, der fremstiller materialet, men også for de virksomheder, der køber, forarbejder og anvender det i andre produkter. Det samme gælder inden for byggeri, maskinindustri og produktion af industrielt udstyr.
Udfordringen ved at forbinde information på tværs af virksomheder
En af de største udfordringer ved digitale produktpas handler ikke blot om at indsamle data, men om at sikre, at information kan udveksles og forstås på tværs af forskellige systemer og organisationer. Stålproducenter håndterer allerede store mængder produktinformation gennem produktionssystemer, Enterprise Resource Planning (ERP), kvalitetsstyringsprocesser og teknisk dokumentation, mens deres kunder kan anvende helt andre løsninger, herunder Product Information Management (PIM), indkøbsplatforme og systemer til leverandørstyring.
Et digitalt produktpas skal kunne fungere i dette bredere digitale miljø. Under ESPR er digitale produktpas tænkt som interoperable løsninger, der understøtter struktureret og maskinlæsbar informationsudveksling, samtidig med at rammeværket skal mindske afhængigheden af enkelte teknologileverandører. For virksomheder rejser det væsentlige spørgsmål om datakvalitet, systemintegration og datastyring, herunder hvor informationen opbevares, hvem der har ansvaret for at vedligeholde den, og hvordan den kan deles uden unødvendig duplikering eller manuelle processer.
JRC’s undersøgelser peger på muligheder for at reducere administrativt arbejde, forbedre informationsudvekslingen og gøre miljødata lettere tilgængelige. Mulighederne afhænger dog af, at virksomhederne kan forbinde deres eksisterende systemer og etablere pålidelige processer til vedligeholdelse af produktinformation. Et digitalt produktpas er derfor ikke blot endnu et dokumentationskrav, men en del af en større udvikling mod mere sammenhængende og strukturerede produktdata.