Modebranchens skjulte guldmine: Sådan kan digitale produktpas skabe værdi i genbrugsmarkedet
I årtier har modebrands bygget deres forretningsmodeller op omkring ét centralt øjeblik – salget. Når en vare forlader butikken eller sendes til kunden, slutter transaktionen og ofte også relationen til brandet.
Men det billede er ved at ændre sig.
Med fremvæksten af den blomstrende genbrugsøkonomi og introduktionen af det digitale produktpas (DPP) får modebrands nu en reel mulighed for at forlænge både levetiden og værdien af deres produkter langt ud over det første salg. Ifølge en ny rapport fra Bain & Company og eBay kan DPP’er fordoble et produkts livstidsværdi og åbne op for helt nye indtægtskilder gennem ejerskabssporing, videresalg og services efter købet.
Genbrugsøkonomien vokser og brands halter bagefter
Det globale marked for brugt tøj nåede op på 230 milliarder dollars i 2024 og vokser tre gange hurtigere end det primære modemarked. Platforme som Vinted, Vestiaire Collective og eBay oplever stor vækst, men de fleste brands ser ikke en eneste krone fra videresalget af deres egne produkter.
Det skyldes, at værdien af videresalg i dag tilfalder forbrugere og markedspladser ,ikke de oprindelige brands. Når varen er solgt, mister brandet synlighed. Ejerskift opdages ikke. Og værdifulde data forbliver isolerede. Kort sagt: Modebrands famler i blinde, så snart produktet forlader deres økosystem.
DPP’er er klar til at ændre det.
DPP’er åbner døren til værdi gennem hele produktets levetid
Med DPP’er kan modebrands følge hele rejsen for deres produkter, fra førstegangssalget til videresalg, reparation og genbrug. I stedet for kun at være involveret i én transaktion, får brands løbende indsigt i, hvordan produkterne bruges, hvem der ejer dem, og hvornår de skifter hænder.
Det åbner op for nye forretningsmodeller:
Tilbagekøbs- og bytteprogrammer
Kendskab til produktets fulde historik gør det muligt at etablere rentable ordninger for genkøb, istandsættelse og genanvendelse.
Ægthedsbevis og bekæmpelse af kopivarer
Verificeret ejerskab og oprindelse beskytter brandets integritet og bevarer produktets værdi.
Direkte integration med videresalg
Funktioner til videresalg med ét klik kan bygges ind i DPP’en og gøre det let for kunder at videresælge via brandets egne platforme eller partnere.
Datadrevet produktudvikling
Ved at analysere, hvilke produkter der klarer sig godt på genbrugsmarkedet og hvorfor kan brands designe mere holdbare og værdiskabende produkter.
“En enkelt transaktion kan blive til løbende indtægtsmuligheder.”
Fra kundeværdi til produktværdi
De fleste modevirksomheder fokuserer i dag på kundens livstidsværdi, altså hvor meget omsætning en kunde genererer over tid. Men DPP’er introducerer et nyt og vigtigt begreb: produktets livstidsværdi, den samlede værdi et produkt skaber gennem hele dets livscyklus.
For brands med høj kvalitet og langtidsholdbare produkter er det en stor konkurrencefordel. En veldesignet jakke kan blive solgt, gensolgt, repareret og elsket igen – og skabe værdi i hvert led. Og med DPP’en på plads bevarer brandet kontakten gennem hele rejsen.
Vent ikke til 2027, tag førertrøjen på nu
Ifølge Bain betragter hele 90 procent af brands stadig DPP’er som en byrde og ikke som en strategisk mulighed. Men dem, der investerer tidligt, står stærkest i det genbrugsdrevne marked, der er på vej.
Og nogle er allerede i gang:
Brands som Armani, Diesel og Louis Vuitton har taget teknologier i brug, der minder om DPP’er, for at autentificere produkter, udstede digitale ejerskabsbeviser og skabe mere komplette oplevelser efter købet.